Fredagsbrev uge 10

“Godmorgen, stå nu op! Stå ud af drøm og tankespind og stræk din tunge krop, for ingen er alene; når Verden lukkes ind, bygger vi bro fra sind til sind”. (“Godmorgen lille land”, af Niels Brunse til indvielsen af Storebæltsbroen 1998).

“Ingen er alene, når Verden lukkes ind”…Og det er jo netop problemet med ensomhed: I ensomheden lukkes døre og vinduer, og gardiner rulles ned, lyset lukkes ude. Verden lukkes ude, som sådan. Og så er man alene. Rigtig alene. Da bygger man ikke broer eller skaber værdifulde relationer. Det ensomme barn sidder bag gardinet, med det grå ansigt, lyst op af spil, reklamer og reels i giftige farver, og prøver at finde fællesskab i den virtuelle verden af skrammel og støj. Men lige meget hvor intenst der søges efter fællesskab i informationshavets kaos af ligegyldigheder, så forsvinder barnet mere og mere og lulles ind i en zombie agtig tilstand af egoistisk selvfedme, eller lige så slemt, så fader man ud i en tåge af tilstands løs, selvdestruktiv, “ikke væren”.

Skærmene er farlige. Det viser undersøgelser. Vi bliver dummere af dem hvis vi ikke tænker os om. Specielt mener jeg at de farligste af dem er mobilerne. Som regel, eller i hvert fald tit når børnene eller de unge mennesker spiller PC eller PlayStation, så gør de det sammen med andre, i et fysisk eller spillemæssigt virtuelt fællesskab. Det er der for så vidt ikke noget galt i. Men mobilens magt kan sammenlignes med ringen i “Ringenes Herre”: Jo mere vi bruger den, jo mere mister vi af os selv og vores selvkontrol. Vi bliver slave-gjort af den, og trækkes langsomt men sikkert ind i ensomhedens mørke rum.

På skolen afleverer eleverne hver morgen deres mobiler til læreren i den 1. time, og får den først udleveret, lige inden de skal hjem. Men nogle gange er mobilens (“ringens”) kraft så stor, at den får barnet til at sige: “Jamen jeg har ikke min mobil med i dag”, selvom man senere ved selvsyn kan konstaterer, at det ikke er rigtigt. Mobilens kraft får barnet til at lyve og til at vælge ensomheden til, og det farverige og mangfoldige fællesskab fra. Og så er man alene. Rigtig alene.

Derfor har vi vores mobilpolitik, for det enkelte barns og fællesskabets bedste.

Go weekend

VH Henrik

 

Fredagsbrev uge 9

Kære alle.

Har du viser, min ven så syng dem nu
For nu er tiden hvor viser skal synges – Og den som skal synge er du!
I morgen er det måske for sent, min ven. Så synd for de sange, der aldrig blev sunget.
Så tal ikke om viser med mig. Lad viserne tale for dig (Bengt Ahlfors 1968)

Frivilligt Band tirsdage kl. 14.45 – 15.45 for 4. til 9. klasser!.

Rigtigt er det, at det er synd for de viser, der aldrig bliver sunget. Og rigtigt er det, at det er synd for de børn der ikke har muligheden for at spille den musik de gerne vil, og brænder for. Musikundervisningen hører op i 6. klasse generelt i det danske skolesystem, hvilket jeg personligt synes er helt skævt. Og det af mange grunde: Først og fremmest fordi det er sjovt og fedt at spille sammen med andre, og fordi man får trænet sin kreative muskel. Men også fordi mange undersøgelser viser, at man bliver bedre bogligt fagligt, hvis man udøver musik.

Hjerneforsker Kjeld Fredens siger det således: “Musik er den faglige udviklings fundament. Musik er hjernegymnastik og kan både hjælpe på indlæring og inklusion. Grundlaget for al faglig udvikling er to fag, og det er musik og idræt. Det kan dokumenteres, så det brager. Musikudviklingen begynder i højre hjernehalvdel, men i takt med større kompleksitet breder det sig til resten af hjernen. I det øjeblik, man aktiverer hjernen med musik, så laver man fitness med hjernen. Det varmer hjernecellerne op, så når vi går i gang med andre fag, så er de allerede varmet op”, siger Kjeld Fredens.

Og han fortsætter: “Det er helt entydigt, at musikken har tidens dimension i sig, og tid har en afgørende betydning for at få udviklet vores arbejdshukommelse. Arbejdshukommelsen styrkes altså ved at beskæftige sig med musik, og den er nøglen til at tilegne sig al viden, også de sociale færdigheder”.

Så der er al mulig grund til at opfordre vores børn til at spille musik og bevæge sig.

Derfor tilbyder jeg gratis og frivillig Band-undervisning tirsdage kl. 14.45 – 15.45 for 4. til 9. klasser. Det må I forældre gerne minde jeres børn om. Det er klart, at vælger alle børn fra 4. – 9. at deltage, da har vi et praktisk problem. Men så løser vi det 🙂.

De børn der har lyst til at være med, skal blot møde op i musiklokalet nu på tirsdag d. 4. marts. Her tager vi så en snak om hvad vi skal spille. I må i familierne selv lave en løsning på, hvordan børnene kommer hjem efter Band.

Her i linket kan I læse hele artiklen, hvorfra jeg har hentet ovenstående citater fra. Den er virkelig interessant. Han skriver blandt andet også om musiks gode indvirkning på ADHD.

https://www.folkeskolen.dk/adh…

Vil du leve dit liv, så gør det nu
For nu er tiden, hvor dit liv skal leves – Og den som skal leve er du!
I morgen er det måske for sent, min ven, hvem bryder sig da om hvad du drømte og ville?
Så vent ikke med noget da, det er nu du skal leve, min ven

Go musikalsk weekend
VH Henrik

 

Fredagsbrev uge 8

“I alle de riger lande, hvorhen jeg i verden fór, Jeg fængede med åben pande for, hvad jeg for alvor tror. En ørn var mit hjælmemærke; på brynjen stod korsets tegn. På skjold bar jeg løverne stærke i hjerternes milde hegn”. (B.S. Ingemann 1837)

I dag var forsvaret på besøg på skolen. Jess fra kompagniet i Oksbøl havde hele sin udrustning med (også sit gevær!), som han pakkede ud og fortalte om. Eleverne fik ligeledes lov til at prøve og røre ved alt Jess’ grej (også hans gevær!) Han fortalte ligeledes om livet som soldat, og om hvorfor udrustningen er vigtig i forhold til at holde sig selv i live. Eleverne var super interesserede og stillede rigtigt mange gode spørgsmål, der var med til at tegne et godt billede af, hvad det vil sige, og hvad det kræver at være soldat. Det varede en hel time og trods det var eleverne super koncentrerede hele foredraget igennem.

Jess’ foredrag var betaling for, at vi har lånt skolen ud til forsvaret. Henved 200 soldater skal bo på skolen i tidsrummet fredag eftermiddag til søndag eftermiddag – denne weekend. Ca. 800 mand, skal være med i øvelsen “Blå Negl”, der er en slags konkurrence, hvor de deltagende soldater skal undgå at blive fanget af en “Hunter Force”. Deltagerne kommer fra Danmark, Tyskland, England, Finland og Sverige. Da deltagerne jo skal undgå at blive fanget, er det ikke sikkert, at man ser dem i landskabet. Men har man lyst til at få noget at vide om øvelsen og se hvad der sker på skolen i forhold til øvelsen, så er man, børn som voksne, velkommen til at komme på skolen mellem kl. 10.00 og 12.00 lørdag formiddag. Her vil der være vagter og officerer, der beredvilligt vil fortælle om øvelsen, og man kan få lov til at se skolen som kommandocentral for Hunter Force soldaterne.

“Når mænd jeg kasted min handske, opslog jeg min ridderhjelm; de så jeg var Holger Danske og ingen formummet skælm”.

Go’ weekend

Henrik

 

Fredagsbrev uge 6

Vand løber nedad…

…og bække bliver til åer, og åer til floder og floder til hav eller søer. Strømme gir’ retning og får os til at følge med. Det samme med det at gøre det rigtige: Hvis en gør det rigtige, og insisterer på at gøre netop det, da er jeg naiv nok til at tro på, at så følger resten eller de fleste med.

Den anden dag havde jeg en lang snak med en elev, der var blevet sendt op på mit kontor, fordi denne havde en uhensigtsmæssig opførsel, der forstyrrede hele klassen, og fik andre med på en negativ larmende opførsel. Jeg forklarede eleven, at denne selvfølgelig var nødt til at ændre adfærd. Samtidig opfordrede jeg eleven til at være frontløber for det modsatte. Altså gøre det rigtige, være rolig og ikke larme og ikke snakke om uvedkommende emner i timen. Jeg brugte billedet med, at “Vand løber ned af” og sætter retning. Umiddelbart troede eleven ikke på, at det rokkede noget som helst, om denne satte sig for at vise en rigtig og god retning for klassen. 

På Klovborg Friskole har vi fokus på læringsrum. Og det både de fysiske rammer som de usynlige rum mellem børn og voksne på skolen. Vi skal fysisk have ro til at lære, og vi skal have ro i relationerne for at dannes. Den gensidige respekt elev og lærer imellem er afgørende for læringsrummet og almindelig trivsel, og er afgørende for den gode oplevelse, vi altid arbejder efter. Og det kræver, at der er nogen, der går forrest, viser vejen og trækker andre med i strømmen. 

Efter en lang snak, tror jeg eleven blev overbevist. Eller var i hvert fald villig til at gøre forsøget med at sætte retning og påvirke strømmen til et godt klasserum. Så kan man jo ikke forlange mere. Hvor der er en vilje, er der en vej!

Og bliver min naivitet gjort til skamme, da må jeg op på hesten igen og pudse min stålsatte tro på det gode og velvillige i alle mennesker, voksne som børn.

Go’ strømlinet weekend til alle, og rigtig god vinterferie til dem der har…

VH Henrik

 

Fredagsbrev Uge 5

“Du kom med alt det, der var dig, og sprængte hver en spærret vej” (Jens Rosendal)

Det er netop det, det handler om i det forpligtende fællesskab, en friskole som vores er. Det, at alle kommer med det der er os, og bidrager med os selv, så vi kan vokse i et fællesskab, hvor vi har hinandens eller, “den andens liv i vore hænder” – for nu at citerer filosoffen K.E.Løgstrup.

Med andre ord forpligter vi hinanden, gir’ hinanden værdi, og på den måde værdsætter vi samværet og sammenholdet.  Og det kræver mod! Det kræver mod at dele sig selv i et fællesskab.

Det kræver mod at synes at man er god nok…at man har noget at byde på, som andre kan bruge og lære af. Og det kræver mod at træde lidt tilbage, være lidt i baggrunden og lade andre komme til…komme til med noget jeg selv kan lære af, eller få noget ud af.

Specielt i skolen, hvor børn og voksne i dagligdagen former og danner hinanden. Der kan det godt være svært at synes, at man kan bidrage til fællesskabet, hvis man går 2., 5., eller 9. klasse, for “hvad betyder jeg for de andre?”…”er jeg overhovedet vigtig?”…”betyder det overhovedet noget, om jeg møder ind hver morgen og hver dag?”

Spørgsmålene svarer sig selv, kan vi voksne, erfarne og oplyste måske synes. Men det er ikke en selvfølge, at man føler, at man er noget værd, eller at man er vigtig for den anden. Man skal turde og lære at “komme med alt det der er mig”. Man skal turde at bevæge sig ud på tynd is – en is man ikke ved om bærer. Og man skal turde tro på, at der er en eller flere, der griber mig hvis isen brister.

Mod og det at turde er blandt 1000 andre ting, noget vi arbejder med her på Klovborg Friskole. Eksempelvis er det rigtig modigt af en 2. klasses elev, der med den største selvfølgelighed stiller sig op til en fællessamling, og for hele skolen spiller et stykke på violin. Det er mod på den høje klinge. 

Men hun følte sig tryg, og hele forsamlingen, det forpligtende fællesskab støttede hende, bakkede hende op, og var klar til at gribe hende hvis hun faldt. Men det gjorde hun ikke!

Og som Søren Kirkegaard sagde det: “At turde, er at miste fodfæstet for en stund, ikke at turde, er at miste sig selv.”

Go weekend

Henrik

 

 

Fredagsbrev Uge 4

“I vinters mørke tændes et lys,

 en ryg der skutter i gys.

 Varmen der stråler strejfer et bryst,

 der synger og rammes af lyst”

(H. Hartvig 2002)

“Lysten driver værket”, som man siger. Og rigtigt er det, i princippet, at motivationen til en opgave gerne skulle komme fra en indædt lyst til at udføre den. Problemet er bare, at vi alle, tror jeg, møder opgaver i vores hverdag vi skal løse som ikke er lystbetonet. Og hvor skal vi så hente motivationen fra? Her spiller det forpligtende fællesskab ind: Hvis jeg ved, at den opgave jeg ikke lige har lyst til at udføre, har betydning for min kollega, da kan jeg motiveres til at udføre alle slags opgaver, for fællesskabets bedste. Eller hvis jeg ved, at dette er jeg nødt til at lære for at kunne komme videre med en opgave, da stiger motivationen, selvom lysten er mindre.

Jeg diskuterer tit med eleverne om det med lyst og motivation, i forhold til det at skulle lære bestemte fag som de ikke selv har bestemt de selv skal have undervisning i. Sådan har det måske altid været. Men den lystbetonede tilgang til læring synes at fylde mere og mere hos eleverne over de senere år. Jeg/vi møder tit sætningen: “Det har jeg ikke lyst til”, hvis man spørger en elev, hvorfor han eller hun ikke arbejder på den opgave, der er blevet stillet. Selvfølgelig skulle alle børn gerne have lyst til at komme i skole hver dag. Men der vil være opgaver eller fag, som den enkelte elev ikke umiddelbart har lyst til. Her må alle vi voksne motiverer på bedste vis, og “tænde det lange lys” for det enkelte barn, for at få dem til at indse, at vi rent faktisk ved at de fag vi har i skolen er vigtige, og er nogle man er kommet frem til gennem 100 vis af års udviklingsarbejde med børneskolen, fag som er nødvendige for en farverig fremtid for det enkelte barn.

Vi lægger os hverdag i selen for at skabe den bedste skole for alle børn, og prøver at motivere og opmuntre på bedste vis. Ikke af pligt, men af lyst.

Rigtig god og lystfyldt weekend.

Henrik

 

Fredagsbrev Uge 3

Kære forældre og personale

“Vågn nu op af dine drømme, livet må du ej forsømme, vi har brug for dig og dine kræfter”. (Lars Peter Pendrup 1974)

Og hjerne-kræfter har der været brug for i udskolingen i ugen der gik. Der blev arbejdet intenst med terminsprøverne, og selv om vi bøvlede lidt med nogle tekniske udfordringer undervejs, så er de nu veloverståede, til glæde for de smukke unge mennesker der nu er klar til at møde eksamenerne med åben pande, når bladene på bøgene blafrer mod en højblå himmel i en ikke så fjern fremtid.

Og ganske vist er det at lyset langsomt men sikkert vender tilbage, og kaster lys over de drømme vi ej må forsømme, for de er jo netop dem der former det liv vi gerne vil vågne op til hver dag.

Lyset afslører ligeledes tingenes tilstand: vinduer der trænger, fodlister der hænger, flader med flænger, med meget mere. Alt i alt uundgåeligt skole-slid, der vidner om en aktiv hverdag. Og i en aktiv hverdag er det heller ikke altid man lige husker sin kaffekop (som jeg), sine våde vintersokker, regnfrakke, eller hoodie. Derfor bruger vi fællessamlingstiden om fredagen til fælles oprydning og rengøring. Det er også en måde hvorpå eleverne får opbygget et større ejerskab til huset, og dermed en større ansvarsfølelse over for deres skole. 

På søndag mødes en flok forældre til arbejdsdag på skolen, hvor der bliver udbedret, opryddet og rengjort dette og hint. Det er, for en skole som vores, helt afgørende rent fysisk/praktisk for bygningernes vedligehold, men er også en afgørende faktor for det forpligtende fællesskab: Klovborg Friskole. Rigtig god arbejdslyst.

God weekend

Henrik

 

Fredagsbrev Uge 2

Kære forældre

“Giv tid! og livets træ bli’r grønt,

må frosten det end kue;

giv tid! og hvad du drømte skønt,

du skal i sandhed skue”.

Bare rolig: Det skal nok gå, som B.S. Ingemann udtrykker i sangen “I sne står urt og busk i skjul”. Selvom mørke og kulde trykker, så kommer lyset og varmen tilbage, også selvom der pt. trykkes på Danmark fra både allierede og ikke allierede på den internationale scene i kampen om Grønland. ingemann skrev sangen i 1831 efter årtier med kæmpe udfordringer for Danmark og danskerne i et forsøg på at “genrejse den folkelige selvtillid”.

Vi sang sangen i tirsdags til vores daglige fællessamling der nu ligger fra 9.40 – 10.00. Manglende selvtillid er ikke den umiddelbare udstråling hos jeres skønne børn. Tværtimod. Og selvom det nok var de færreste, der kender sangen, så gav de den et skud alligevel. Så var der mere gang i den med “Jutlandia” af Kim Larsen, hvor alle ihvertfald kunne omkvædet. Super dejligt.

Fællessamlingen og fællessang er hjertet i det fællesskabsdannende arbejde: At føle samhørighed, små som store, børn som voksne i en relationsskabende stund, styrker sammenholdet, og sår frø i det forpligtende fællesskabs eng af mangfoldighed. Derfor prioriterer vi fællessamlingen. Også selvom ugen bliver lidt længere end tidligere. De tre halve timer, der før jul var læsebånd om morgenen, er nu konverteret til dansktimer.Så timerne i klasserne er som sådan ikke blevet længere.

Det er undertegnede, der står for samlingerne. Jeg gør, og vil gøre, mig umage med at lave en samling der tilgodeser både små og store elever. Der skal være noget for både indskolings barnet der ikke ved så meget om en hvis mands annekterings forsøg af Grønland og teenageren der nok ikke helt længere kan identificere sig med “Lille frække Frederik”.

I forhold til sangvalg, bruger vi som udgangspunkt “Dansk Skolesangbog” som børnene har. Her er der klassiske danske sange, salmer og også sange af nyere dato. Men jeg vil også bruge mere moderne (pop) sange og andre rytmiske klassikere.

Jeg takker endnu engang for, at jeg har fået lov til at arbejde med jeres skønne børn. Jeg føler rigtigt godt modtaget af dem, personalet, bestyrelsen og de få af jer forældre jeg har mødt indtil nu.

 

Godt nytår

Henrik