Spørg én
Her kan du læse udsagn om dagligdagen på Klovborg Friskole, fra tidligere elever, forældre, lærere, pædagoger og lærerpraktikanter.
Tidligere elever
Jeg husker tydeligt at på Klovborg Friskole var der et tæt forhold imellem elever og lærerne. Det gjorde, at problemerne nemt blev løst, fordi man kunne snakke med alle på skolen.
Det var rigtig fedt at arbejde så meget på tværs af klasserne, så man som stor elev også snakkede med de mindste elever. Jeg oplever tit på gymnasiet, folk som er bange for at holde oplæg, men for mig gjorde det at have gået på Klovborg Friskole, hvor det at holde oplæg foran hinanden er så almindeligt, at jeg aldrig har haft problemer.
(Emilie Zobbe, tidligere elev)
Det gode ved Klovborg friskole er, at alle kender hinanden og man har et supergodt fællesskab. På mange skoler er det meget opdelt, så man ikke kender dem fra de andre klasser. Men på Klovborg går man meget op i, at alle gør en masse ting fælles. Da jeg gik på skolen havde vi fx morgensang hver dag, hvor alle var samlet og sang et par sange. Der mærkede man virkelig fællesskabet.
Hvis der var en ting man så frem til på Klovborg friskole, så var det den årlige forestilling. En lærer fra skolen skrev et stykke, som skulle blive til en hel forestilling, som alle elever var med til. Noget af det, der gjorde oplevelsen større, var at vi opviste stykket på en scene i Klovborg Kino. Jeg var næsten danser hvert år. Jeg var så heldig at være med til at lave en af koreografierne sammen med to veninder og vores lærer. Jeg syntes, at det var så fedt, at eleverne også fik lov til at bestemme en del af forestillingen.
Noget af det jeg husker allerbedst fra Klovborg friskole er udlandsturen. Når man går i 8. klasse, bestemmer hele klassen sig for et sted i Europa, hvor man vil rejse hen sammen. Jeg synes faktisk, at min klasse fik et bedre sammenhold på turen, da vi var sammen i en hel uge.
(Helena Knudsen, tidligere elev)
Forældre
Det er specielt for vores friskole at børnene får lov til at vokse under fælles ansvar. Det giver dygtige unge mennesker, som tør tage et ansvar og som tør engagere sig. En helt særlig ting er, at der er tid til den enkelte og ikke mindst udfordring passende til det niveau som barnet er på. Uanset om et barn er lidt bagude fagligt, er dygtig fagligt eller eksempelvis er lidt mere følsom end andre, så er der PLADS til barnet.
Desuden skaber skolen særlig rum til at fordybe sig, så vores børn bliver utroligt fagligt dygtige. Eksempelvis var vi i Dybbøl på sommerferie, og vores 1. kl pige var helt med på de historiske facts om 1864. Hvor ellers møder man børn på 8, som har styr på historien?
Det er fantastisk at skolen formår at lave både lejrskole og forestilling hvert eneste år. Det er så inspirerende at se vores poder optræde, og at de også får mulighed for at være socialt sammen på lejr giver en helt anden interaktion mellem alderstrin og mellem børn og voksne. Det er helt "efterskolestemning" allerede fra de yngste alderstrin.
Det er vores skole. Jeg og andre forældre har direkte indflydelse på hverdagen. Vi må komme og være med når som helst, selvom man dog bliver sat i gang, når man kommer. Det er dejligt! Der er rig mulighed for at påvirke hvad skolen gør, og personalet er meget imødekommende. Når vi går på skolen, er med til vedligeholdelse og så videre, så føler børnene også et meget større ansvar, som i sidste ende giver et større personligt ansvar.
(Thomas Holm, forælder)
Lærere, pædagoger og lærerpraktikanter
På Klovborg Friskole er der højt til loftet. Det er spændende at arbejde på en arbejdsplads, hvor man gerne vil udvikle sig, og hvor der er stor medinddragelse af personalet.
(Simon Vanggaard, tidligere lærer)
Nært miljø, der giver stor tillid mellem forældre, lærere og pædagoger. En skole og arbejdsplads i rivende udvikling.
(Dennis Duggen, pædagog)
Jeg har, fredag den 25. november 2022, afsluttet min praktik som lærer på Klovborg Friskole.
I den forbindelse vil jeg gerne dele min oplevelse som praktikant på skolen. Jeg har været rigtig glad for den imødekommenhed, jeg er blevet mødt med fra alle. Det er et utrolig rart sted at komme som praktikant og jeg har følt mig velkommen. Mit generelle indtryk af Klovborg Friskole er, at det er et rummeligt sted, hvor lærerne gør en stor indsats for at møde eleverne, dér hvor de er. Den opmærksomhed på den enkelte elev, som jeg har oplevet, vil jeg rigtig gerne efterligne i mit eget arbejde som lærer.
Det er svært at koge seks uger ned til et par linjer. Men det har været rigtig godt at prøve kræfter med de forskellige klassetrin fra 4. til 9. Jeg har skullet lære rigtig meget. F.eks. at skabe ro i undervisningen, at få alle med i aktiviteterne og at hjælpe elever i konflikt. Selvom det til tider har været svært, så har jeg gjort mig nogle vigtige erfaringer og refleksioner, samt fået god vejledning, som jeg kan bruge fremadrettet.
Mange tak til alle der har været en del af min praktik og de mange gode erfaringer.
(Bolethe, lærerpraktikant)